De unge siger ja til sprog - i år

 

Søgningen til sprogstudierne ved universitetet giver grund til glæde i år. Generelt har hele humaniora jo haft et godt år hvad angår studenteroptaget. I Århus kunne vi notere 12 % stigning. Og på Institut for Sprog, Litteratur og Kultur som omfatter studierne i engelsk, tysk, fransk, spansk, italiensk og brasiliansk er fremgangen næsten tre gange så stor, nemlig 33 %. Vi taler her alene om 1. prioritetsansøgningerne.

 

Godt nok trækker engelsk stærkt op med 41 % stigning, men de ”små” sprogstudier har isoleret betragtet 24 % fremgang, altså stadigvæk dobbelt så stærk fremgang som humaniora generelt. På spansk har vi måttet indføre adgangsbegrænsning i år og tysk har kun ganske få ledige pladser. På fransk er der glade smil, og ligeså på brasiliansk, der fortsætter sin fremgang fra de to foregående år. Kun italiensk står nærmest stille eller går svagt tilbage.

 

Kan der drages slutninger på baggrund af disse opløftende tal, sådan som man nogle steder i medierne har villet gøre det? Er der tale om en tendens eller et tilfældigt udsving? Jeg mener man skal være meget forsigtig med at se en blivende tendens i disse tal. Selvom der ikke er noget jeg ønsker mere.

 

Det er især fremgangen for fransk (i Århus er det 88 %, i Kbh. 50 %) og tysk (begge steder omkring 25 %), der er bemærkelsesværdig. De to fag har ellers som bekendt været plaget af jævn tilbagegang de senere år. Der er så vidt jeg ved ingen undersøgelser, der kan fortælle os, om der er ved at ske en holdningsændring til de nævnte sprog, eller om vi her ser konsekvenserne af det nye gymnasium.

 

Man kan, som min kollega Jens Erik Mogensen fra Sproginstituttet på KU gør det i en artikel i Universitetsavisen, pege på den forstærkede indsats fra erhvervsliv og universitet for tyskfaget, men det forklarer så ikke lige fremgangen for fransk (eller spansk og brasiliansk). Men jeg er fortsat overbevist om, at behovet for kvalificeret kendskab til andre fremmedsprog end engelsk, det behov er der god forståelse for hos en gruppe ret ambitiøse sprog- og kulturinteresserede unge. Og denne gruppe er ikke ved at forsvinde, men den ændrer sammensætning.

 

Der vil formodentlig være en svagt vigende gruppe, der tør satse deres karriere på fransk og italiensk (og de klassiske sprog græsk og latin), fordi disse fag uddannelsespolitisk (gymnasiereformen) har trukket ret korte strå, mens spansk vil være det store (og voksende) andet fremmedsprogsfag ved siden af engelsk på grund af dets dobbelte fascinationskraft som europæisk og globalt kultursprog.

 

Tysk vil givetvis skulle affinde sig med den størrelse, som det har på nuværende tidspunkt. Trods alverdens opfordringer fra gode mennesker i skole og erhvervsliv er faget i den situation, at det i skolen skal hente så godt som hele sin tiltrækningskraft fra undervisningen selv, mens det ikke har nogen videre spontan kulturel eller historisk fascinationskraft. Hitler-tiden er stadig den måske mest fascinerende historiske fase for mange, men den er det så at sige ex negativo, den motiverer næppe til et studium i tysk kultur og sprog. Berlin har været meget trendy, men det er vist også aftagende.

 

Her over for står f.eks. spansk, der bl.a. har hele fascinationen ved den sydamerikanske globetrotter-eksotisme. Det samme gælder Brasiliansk, som dækker et kæmpe kulturområde og en kommende værtsnation for globale sportsbegivenheder.

 

Tyskundervisningen skal være umanérlig interessant for at kunne hamle op med sådanne sprogområders egen-fascination og har samtidig en del indbyggede odds imod sig: den begynder på det sværeste af alle tidspunkter, i 7. klasse, hvor den legende pædagogik fra den indledende engelsktimer i 3. klasse ikke længere er mulig, og hvor eleverne har alt andet end et nyt sprogs vanskeligheder i hovedet. Desuden er det tyndt med uddannede tysklærere i folkeskolen (så undervisningen varetages mange steder af lærere uden tysk linjefag), og endelig har forskningen i fremmedsprogspædagogik- og didaktik på Danmarks Pædagogiske Universitet stort set været sat i stå de sidste 10 år, således at ny forskningsbaseret viden om hvordan man bedst underviser i fremmedsprog i folkeskolen ikke længere skabes og indhentes systematisk herhjemme. Dette ikke sagt som miskreditering af de udviklings- og lærebogsprojekter, som heldigvis stadig findes, men blot som en påpegning af en fuldstændig utilstrækkelig situation for fremmedsprogsfagenes forskningsmæssige grundlag i didaktisk henseende.

 

Jeg har så ikke endnu nævnt de relativt nye fremmedsprogsstudier kinesisk, japansk, arabisk, indisk m.v., som på Aarhus Universitet er defineret som ”områdestudier”, hvilket vil sige, at det samfundsfaglige, historiske, politiske har en større vægt end i de ”gamle” sprogstudier, hvor sprog- og litteraturvidenskab har en stærkere position.

 

Japanstudier er med 51 førsteprioritetsansøgere (men kun 32 studiepladser) det næstmest søgte sprog/områdestudium, mens tallene for kinesisk er 38/32, altså kun marginalt mindre end spansk. Interessen for de østasiatiske studier og for de nystartede Sydasien-studier vil givetvis være stigende efterhånden som vore relationer til disse dele af verden udbygges merkantilt og kulturelt.

 

Ligesom på alle områder i samfundet vil også tilbuddet af fremmedsprogsuddannelser blive stadig mere mangfoldigt, og det enkelte studiums markedsandel stadig sværere at holde, med engelsk som en fortsat undtagelse. I den kamp er økonomien den eneste regulator: uddannelser vil løbende blive lukket, når de længe nok har ligget under smertegrænsen med hensyn til søgning. Men det er en proces, der går langsommere end oprettelsen af nye studier, så nettoresultatet er vækst i antal, tyndere population på de enkelte småfag, og flere overlevelseskampe. Eneste trøst er, at kagen, der skal deles, nok bliver lidt større.

 

Der presses på fra politisk hold for at stadig flere unge skal have en videregående uddannelse, og den skal påbegyndes så hurtigt som muligt efter skolen. Det vil helt sikkert have en stærkere effekt på stigningen i ansøgertallet end den beskedne vækst på 1,5 % i ungdomsårgangene, som der også tales en del om (det er trods alt kun 1000 flere unge om året i alt). Men hvis den generelle fremgang i antallet af studiesøgende vil betyde, at det regner lidt mere på humaniora, så siger erfaringen, at det vil styrtregne på sprogfagene. Så der er grund til moderat optimisme.

 

I år har 20 % af alle humaniora-søgende i Århus ønsket sig et fremmedsprogsstudium. Og af dem har næsten 2 ud af 3 ønsket et andet fremmedsprog end engelsk. Det lyder da i mine ører som ”ja til sprog”.

 

Sven Halse er institutleder på Institut for Sprog, Litteratur og Kultur, Aarhus Universitet