So ein Ding…
I Norge ved de noget om sprog! Om sprog i uddannelsessystemet. Om sprog i erhvervslivet. Om sprog i den offentlige sektor. I Norge har de på Høgskolen i Østfold et Nasjonalt senter for fremmedspråk i opplæringen: Fremmedspråksenteret.
I Danmark ved vi selvfølgelig også noget om disse emner. Men her findes der ingen samlende national instans, der har til opgave at indsamle, koordinere og sprede den foreliggende viden eller at støtte, foreslå og opmuntre til ny udforskning af de nævnte problemstillinger.
Det norske fremmedsprogscenter er et af de otte nationale centre, der er knyttet til centrale satsningsområder i grundskolen. Fremmedsprogscentrets hovedopgave er at arbejde for høj kvalitet i fremmedsprogsundervisningen og for, at Norge bliver et land med høj sprogkompetence i mange fremmedsprog. Centret har et ganske vidtrækkende sprogpolitisk mandat, der – ud over at udvikle arbejdsmetoder, indhold og eksempler på undervisningsmateriale – også består i bl.a.:
- At vejlede professionshøjskoler og videregående uddannelser om tiltag inden for efter- og videreuddannelse.
- At bidrage til informations- og erfaringsspredning af nationalt og internationalt forsknings- og udviklingsarbejde inden for fremmedsprogsundervisning.
- At bidrage til at opbygge positive holdninger til ”det at lære fremmedsprog” og skabe forståelse i samfundet for, at Norge, som et lille land, har behov for både dybde og bredde i den nationale fremmedsprogskompetence.
- At rådgive såvel statslige som kommunale aktører om læreplansudvikling, elevvurdering og kompetenceudvikling mhp. at skabe god progression og sammenhæng i fremmedsprogsfagene gennem hele uddannelsesforløbet.
- At etablere og udvikle kontakter og samarbejde med nationale, nordiske og internationale netværk, organisationer og miljøer.
- At fremme ligestillingsperspektivet i fremmedsprogsundervisningen, både når det gælder kønsrelaterede og socioøkonomiske uligheder, og når det gælder undervisning i flerkulturelle miljøer.
Blandt Fremmedspråksenterets senesteinitiativer skal her særligt nævnes rapporten Språkmakt og avmagt: Bruk af og behov for fremmedspråk i statsforvaltning, der netop er udkommet. Rapporten ligger i forlængelse af Fremmedspråk i norsk næringsliv: engelsk er ikke nok! derudkom i 2007. Begge rapporter (kan downloades her: http://www.fremmedspraksenteret.no/index.php?ID=14151 ) er udarbejdet af Glenn Ole Hellekiær og indgår i bestræbelserne på at tilvejebringe solid forskningsbaseret viden til brug for sprog- og uddannelsespolitiske beslutninger om fagtilbud, undervisning, niveauer, progression osv.
Rapporterne er spændende læsning, ikke mindst fordi de behandler to så forskellige sektorer som det private erhvervsliv og statsforvaltningen. For som Hellekiær skriver, kunne man på baggrund af den første rapport indvende, at problemer med utilstrækkelige sprogkundskaber er typiske for erhvervslivet og ikke nødvendigvis findes på andre områder. Omvendt kan man sige, at hvis de samme vanskeligheder genfindes i den offentlige sektor, vil det være en klar og næsten uigendrivelig indikation på, at mangelfulde engelsk- og fremmedsprogskundskab er et generelt problem i Norge... Og Hellekiær noterer: ”Det bør i så fald få klare konsekvenser for beslutninger om, og ambitionsniveauet for sprogundervisningen i skolen og på de videregående uddannelser” (Hellekiær 2010: 11).
Det bør det… For trods de to sektorers vidt forskellige interesser, mål og midler er konklusionen stort set enslydende i de to undersøgelser. Et lighedstræk er, at engelsk bruges ofte og af de allerfleste, mens andre fremmedsprog anvendes i meget mindre grad. I erhvervslivet var tysk og derefter fransk de mest anvendte sprog efter engelsk, mens det i statsforvaltningen, hvor 89% af respondenterne angav at bruge engelsk i deres arbejde, er fransk, der indtager andenpladsen efterfulgt af tysk på tredjepladsen. Spansk kom i begge undersøgelser ind på en fjerdeplads.
Et andet lighedstræk er, at engelsk tilsyneladende ofte bruges som erstatningssprog i situationer, hvor det skønnedes, at et andet fremmedsprog ville have været mere fordelagtigt. Således gav flere ansatte i departementerne udtryk for, at den altovervejende brug af engelsk af og til skete på bekostning af Norges interesser. Nogle respondenter have oplevet modersmålsbrugere på engelsk udnytte deres sproglige overtag til at udmanøvrere ikke-modersmålsbrugere, der manglede fagsproglige kundskaber. Dette bliver underbygget i en række opfølgende kvalitative interviews (analysen er pt. under udarbejdelse ved Tone Fairway), hvoraf enkelte uddrag citeres i rapporten:
”Det er noe jeg bruker å fortelle mine kolleger, som jeg har lært av sur erfaring, [og det] er at når engelskmennene vil ha en endring av en ordlyd i en paragraf som du ikke forstår forskjellen på, da er det grunn til å stille spørgsmål. Jeg har flere ganger opplevd at de har fått til endring og så har jeg senere forstått at den endringen betød noe, enda jeg der og da ikke forstod at den betød noe fordi min engelskkunnskaper var så begrensede. For meg var det faktisk to synonyme ord” (Hellekiær 2010: 27).
Citatet får mig til at tænke på et oplæg, jeg for nylig hørte fra en kommunikationsansvarlig fra en stor international dansk virksomhed, hvor bl.a. al intern kommunikation foregår på engelsk. Det blev flere gange understreget, at de engelsktalende modersmålsbrugere var tolerante, forstående og overbærende over for fejl hos deres danske samtalepartnere. Det skulle da bare mangle, fristes man til at sige… Men især fristes man til at sige, at det er noget af en defensiv sproglig strategi at have, hvis det alene er modtagerens velvilje, der bestemmer, om kommunikationen lykkes. Ikke mindst når det drejer sig om sprogligt krævende situationer som forhandlinger eller udarbejdelse af præcis skriftlig dokumentation!
Det bringer mig tilbage til Hellekiærs seneste rapport og spørgsmålene om, hvad respondenterne brugte deres fremmede sprog til. Hellekiær opererer konsekvent med et skel mellem engelsk og øvrige fremmedsprog, hvad der giver god mening.
Hvis vi først ser på engelsk, så brugte 63% af de adspurgte sproget til læsning af jobrelaterede tekster og til enkelskriftlig og mundtlig kommunikation (39%). En noget mindre del – 21% – angav at bruge engelsk til krævende mundtlig kommunikation som forhandlinger og præsentationer, mens tallet for krævende skriftlig kommunikation (rapporter, udredninger, artikler) var nede på 15%. Hellekiær konkluderede heraf, at de fleste ansatte har gode basale engelskkundskaber, som sætter dem i stand til at læse tekster, men at mange af dem mangler de avancerede fagsproglige færdigheder, som er nødvendige i forhandlinger, ved pressekonferencer, præsentationer eller til møder.
Mht. de øvrige fremmedsprog anvendte 22 % af respondenterne et andet fremmedsprog end engelsk til læsning af jobrelaterede tekster, mens tallene for enkel kommunikation er nede på hhv. 19% for det mundtlige og 9% for det skriftlige. Når det handler om krævende mundtlig kommunikation, er det blot 3% af de adspurgte, der anvender et fremmedsprog til det, og blot 2% af respondenterne anvender fremmedsprog til at skrive krævende tekster.
Spørgsmålene om anvendelse af såvel engelsk som de øvrige fremmedsprog er eminent vigtige i et uddannelsespolitisk perspektiv. Det ser nemlig ud til, at brugen af sprog på arbejdsmarkedet er helt afhængig af sprogtilbuddet i grund- og gymnasieskole. Hele 81% af de respondenter (formentlig overvejende udklækket fra jura, statskundskab og økonomi ), som bruger engelsk i arbejdet, gør det nemlig på grundlag af det sprogkendskab, de har med fra gymnasiet. Blot 18% af de respondenter, som anvendte engelsk i deres arbejde havde en videregående uddannelser, der omfattede engelsk!
Det betyder altså, at selv hvor der opstår et behov for mere krævende sprogbeherskelse, trækkes der oftest veksler på sprogkundskaber fra gymnasiet. Det forklarer formentlig, hvorfor øvrige fremmedsprog bruges så lidt i den norske statsforvaltning: skolens timeantal for andet og tredje fremmedsprog er lavere end for engelsk og giver endnu mindre grundlag for at indgå i nogen form for krævende kommunikation.
Sagt på en anden måde ser det ud til, at sprogbrug på arbejdsmarkedet er en afspejling af fagudbuddet i skolen og altså ikke nødvendigvis udtryk for de reelle behov. Eksempelvis angiver en respondent, at fransk og spansk er langt vigtigere end de fleste nordmænd tror:
”Jeg har drevet med internasjonalt arbeid i [mange] år. Selv om engelskkunnskapene er blitt langt bedre i Frankrike og Tyskland, er det fortsatt mange på fagnivå som kommuniserer svakt på engelsk. Dessuten åpner kontakt på deres morsmål for lettere å få fram forståelse for våre synspunkter. Jeg mener det bør legges større vekt på muntlig kommunikasjon og lesning av tysk og fransk, eventuelt også italiensk og spansk. Når det gjelder russisk er det et ”must” for kontakt på fagnivå i Russland og de fleste tidligere sovjetrepublikker” (Hellekiær 2010 : 31).
Det er i øvrigt værd at bemærke, at hvor de fleste af erhvervslivets aktører i rapporten fra 2007 forudså et fremtidigt behov for tyskkundskaber (og derefter fransk, spansk, russisk og kinesisk), så er fransk det sprog, statsforvaltningens respondenter vurderer, der vil blive mest behov for i fremtiden (og herefter tysk, spansk, russisk, kinesisk og arabisk i nævnte rækkefølge).
Dette er blot nogle få smagsprøver på rapporten, som jeg varmt vil anbefale til grundig gennemlæsning for alle med interesse for sprog- og uddannelsespolitik. Den vrimler med spændende observationer og tankevækkende konklusioner. Og fordi situationen i Norge på mange afgørende punkter er sammenlignelig med den danske, bliver Hellekiærs rapport samtidig en understregning af, hvor påtrængende det er at få iværksat en national plan for sprog- og uddannelsespolitikken i Danmark.
Som de fleste vist efterhånden er enige om, så gennemlever fremmedsprogsuddannelserne i Danmark i dag en krise uden sidestykke. Men så hører enigheden allerede op!
- Nogle mener, at engelskkundskaber i dag er det eneste, der kræves for at kunne agere internationalt, hvad enten det drejer sig om handel, turisme, studier, arbejde i internationale organisationer eller deltagelse i andre landes kulturliv.
- Nogle mener, at et grundigt kendskab til andre sprog og kulturer er en nødvendig forudsætning, hvis man skal begå sig på tilfredsstillende vis uden for Danmark og den engelsksprogede verden.
- Andre har prøvet at nå til enighed med en russer, selv om begge parter har et ufuldkomment engelsk, og de konkluderer på det grundlag, at der ikke er behov for at undervise i russisk i Danmark.
- Andre igen har erfaret, at de har vanskeligt ved at afsætte produkter i Italien, fordi de italienske købere ikke kan forstå engelsk, og de konkluderer på den baggrund, at italienerne skulle tage sig sammen og lære noget mere og noget bedre engelsk.
- Atter andre har gennemført studier på spansk i Argentina og er overbevist om, at netop nationalsproget har banet vejen for erkendelser, de aldrig kunne have opnået gennem et erstatningssprog, hvorfor de vil argumentere for, at danske unge gennem studier i Danmark skal have mulighed for at forberede sig til netop den form for international deltagelse…
Og sådan kunne man blive ved! Har man brug for flere eksempler, finder man dem til overflod i de indlæg, der kommenterer artikler og kronikker om sprog i de store dagblade… Hvem har ret? Det har de alle sammen… I hvert fald når det drejer sig om at tolke deres egen situation som så meningsfuld, at den bør gælde for hele samfundet.
Men nu er det jo ikke alle individuelle erfaringer, der kan ophøjes til ansvarlig politik. En sådan må baseres på forskningsbaseret viden – ikke på fornemmelser og holdninger og da slet ikke på statistik og økonomiske indikatorer, sådan som vi ser det på uddannelsesinstitutionerne i dag!
Det norske Fremmedspråksenteret kan tjene som eksempel på, hvordan man tilvejebringer viden om sprog. Den slags viden, der kan vise en farbar vej for en kriseramt sprog- og uddannelsespolitik.
Et fremmedsprogscenter?…
Ja, hvorfor ikke?
So ein Ding… burde Danmark også have!
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer